Marquis

Dogdancing 27. juni 2004

Startside

 

Anni og Marquis nr. 5 i S-klassen
Lørdag den 26. juni drog vi af sted til Holtrup i Nordtyskland. Min mand Jens og alle hundene var med. Oprindelig skulle jeg have deltaget sammen med Mai-Lill og hendes norske lundehund Cleo, men desværre blev den syg og måtte aflives få dage før vi skulle af sted. Hun ville have fyldt 5 år den 27. juni. Anke, som stod for konkurrencen, satte et dejligt billede af Cleo i programmet og skrev at vi alle dansede for Cleo. Cleo, en norsk lundehund
"Færgen" over Weser Turen derned gik smertefrit, uden den store trafik. Vi fik handlet lidt vin og øl nu vi var i Tyskland. Efter Hamborg kørte vi ad landevej til Holtrup. Vi gjorde stop og spiste frokost i skoven og hunde fik strukket poterne. Jeg havde skrevet en vejbeskrivelse ud på Krak og lige før vi var i Schweringen endte vejen ved en flod (Weser) og vi måtte med en ganske lille færge, der kun sejlede midt på dagen i godt vejr og kun om sommeren. Det stod der ikke noget om på kørselsvejledningen, men det viste sig at være den korteste vej.
Vi ankom til Hundespasshof "Pure Fun" tidligt om eftermiddagen og slog vores telt op. Vejret var rigtig dejligt - een af de få gode sommerdage/aftener vi har haft i år.
Vi var mange der skulle overnatte, så det blev en helt lille campingplads. Der var adgang til bad og toilet. Der var dog ingen lås til badet, så det var der ikke mange der benyttede. Vi skulle ikke betale for at overnatte og der var sørget for morgenmad til dem der ønskede det.
Camping, Hundespasshof
Om aftenen grillede vi, gik en laaang tur med hundene og hyggede os med et par andre danskere. Emmy, der skulle være dommer og Lis, der skulle besøge den kennel, hvor hun havde købt sin border collie. Ved siden af os lå nogle hollændere, der havde medbragt TV og parabol, så de kunne se EM i fodbold (Holland/Sverige). Holland vandt, så der var jubel hos hollænderne. Næsten halvdelen af deltagerne var fra Holland, jeg deltog fra Danmark og der var også 1 deltager fra Tjekkiet med 2 pudler.
Mig selv og alle hundene Fra venstre: Lis, Jens og Emmy
Søndag vågnede vi op til regnvejr. Hundene blev drivvåde af deres morgentur og blev lagt til tørre i bilen, mens vi lavede kaffe og spise morgenmad.
Resten af deltagerne begyndte at komme og der var næsten 2 timer til vi skulle starte, men da jeg opdagede hvor laaang tid det tog at blive registreret, kunne jeg godt forstå, de kom så tidligt. Alle skulle i øvrigt vise vaccinations- og forsikringspapirer, hvilket jeg aldrig har oplevet herhjemme, men det havde stået på tilmeldingen, så det kom ikke som en overraskelse.
Klokken 10 startede fun-klassen med 6 deltagere. Her var det tilladt at bruge godbidder, legetøj, have line på o.s.v. Det var virkelig begyndere de fleste af dem - her blev ikke givet point, men en skriftlig bedømmelse, så deltagerne kunne se hvor langt de var nået. Fun-klassen foregik i en lille separat ring, så der ikke blev tabt godbidder, der hvor den egentlige konkurrence skulle foregå.
Så var det S-klassen, hvor vi skulle deltage. Her skal indgå mindst 4 tricks og musikken må vare op til 1½ minut. Der var 10 deltagere.
Der var højtaleranlæg, men man kunne næsten ikke forstå, hvad der blev sagt (heller ikke tyskerne, som dog forstod sproget). Jeg gættede mig til at vi måtte starte, men gættede forkert og måtte ud og vente igen. Så blev vi vinket ind og præsenterede os for dommerne. Vi gik ud til det sted vi skulle starte og stillede op, nikkede så musikken kunne begynde. SUK - musikken startede ved slutningen af nummeret. Om igen.
Vi dansede til Strauss, Radetzsky March. Nerverne var ved at komme i ro, men vi har aldrig haft mulighed for at træne indendørs med høj musik, så Marquis fik øje på Emmy og høre ikke jeg vendte, selvom han faktisk kunne programmet udenad. Jeg måtte kalde på ham og starten blev desværre lidt forvirret.
Vi kom ind i rytmen og resten af programmet gik helt fint. Vi endte på en 5. plads, med 18,7 point. Surt, når Marquis normalt arbejder rigtig pænt og niveauet ikke var særligt højt hos mange af de øvrige deltagere.
Vinderen af S-klassen Vinderen var Petra Nickelsen med en lille "fræk" Griffon med en fantastisk udstråling og de lavede et rigtig sjovt program til "Last night chill factor" De opnåede 27,2 point, som de virkelig fortjente.

 

Næste klasse var M-klassen. Her måtte musikken vare 2½ minut og der skulle mindst indgå 6 tricks. Der var 12 deltagere.
Her var flere gode opvisninger - de bedste var border collier, men ellers var der mange forskellige racer og blandinger. Det er rart at se en hundesport, hvor border collierne ikke dominerer. Det gør de dog, hvis man kommer til England.
Nr. 1 blev Jenny Kothe med border collie Liza, der dansede til "Please Mr. Postman" i et hurtigt og meget moderne program med mange sjove og flotte variationer. De fik 27,2 point.
Så var der frokostpause og opvisning af Røde Kors med deres redningshunde.
Se billederne herfra i galleriet.

L-klassen var for de dygtigste og skulle indeholde mindst 8 tricks og musikken måtte vare op til 3½ minut. Der var 10 deltagere. Også her var det border collierne, der satte sig på de bedste placeringer.
Silke Giese og Gael von Blumenhof blev nr. 1 med 29,2 point, som var det højeste der blev givet på dagen og de fortjente hvert eneste et. De dansede til Cabaret i en fantastisk præcis udførelse og med utrolig mange forskellige tricks.
Det var en stor fornøjelse at se på deres samarbejde og glæde ved dansen.

I den anden pause gav Christine Fischer hyrdeopvisning med sine border collier.
Se billederne herfra i galleriet
Det næste var parkonkurrencen for 1 fører med 2 hunde eller 2 førere med 2 hunde. Der var kun 2 par tilmeldt. Et tysk par der gik til "James Bond Theme", Rainer Helmig med en airdale terrier (de vandt L-klassen sidste år) der lavede en flot opvisning og Gabriele Heinze med en blandinghund. Desværre mistede Gabriele næsten alle sine tricks. Alligevel vandt de klassen med 14,5 point, da den anden deltager - Jitka Peierrová fra Tjekkiet med to abrikosfarvede pudler - blev diskvalificeret, da den ene hund forlod ringen. Hvilket den også gjorde i L-klassen. Jitka var en dygtig danser, men hundene var meget utrygge i de formodentlig uvante omgivelser.
Der var 4 grupper i gruppekonkurrencen. Man måtte krumme tæer, når man så de 2 hollandske grupper - det lignede mere træning end opvisning.
Vinderne blev "Photen mit Musik", der dansede til "you're my mate". De fik 21,2 point.
Vi havde lang vej hjem og Jens skulle tidligt op mandag morgen, så vi kørte inden præmieoverrækkelsen. Emmy lovede at tage mit diplom og min musik-CD med hjem.
Vi endte på en 5. plads, formodentlig på grund af den lidt rodede start.
Vi vil gerne deltage igen til næste år, så nu må vi i gang med at finde nogle nye tricks og ny musik. Jeg vil også tage min border collie Nicole med, hvis jeg kan finde noget, hun synes er sjovt at lave og noget musik, der passer til hendes lidt langsomme tempo.
Se regler og bedømmelseskriterier her.
Du kan også kigge på "Pure Fun" hjemmeside: www.hundespasshof.de
og Emmys hjemmeside: www.hazyland.dk
Til toppen