De gyldne klikkerregler

 

   Klikket afslutter øvelsen
Husk at klikket afslutter øvelsen. Hvad hunden gør efter klikket er ligegyldigt. Klikker du for at hunden dækker, betyder det INTET at hunden rejser sig efter klikket for at få sin belønning. Det er det, den gør i det øjeblik, du klikker, der udløser beløningen.
   Timing
Vær præcis når du klikker. Du skal klikke i samme øjeblik hunden gør det, du ønsker. Er du ikke præcis vil hunden lære noget andet, end det du ønsker. Det er ligesom at fotografere - trykker du ikke hurtig nok på udløseren, får du ikke det billede du ønsker. Klik og tag et billede af netop den adfærd du ønsker at belønne. Fordelen med klikkeren er at vi opnår en langt bedre timing i hundetræningen, hvilket fører til hurtigere indlæring.
   Hvad er dit mål?
Beslut dig på forhånd for hvad dit mål med træningssektionen er. Sæt enkle mål og kun eet mål ad gangen. Klik kun for en ting ad gangen. Gør målene så enkle, at du er sikker på at hunden kan leve op til dem og derved opnå succes (klik+belønning). Det er lidt som at lege "tampen brænder".
   Træne flere øvelser på engang
Man kan godt træne flere øvelser ad gangen. Du skal bare kun klikke for een adfærd ad gangen. Træn gerne flere øvelser i løbet af en træningssektion. Husk at holde små pauser ind i mellem.
   Klik kun een gang
Klik kun en gang og hvert eneste klik skal altid udløse en belønning ellers mister klikket sin betydning for hunden. Klikket er ikke belønningen for hunden, men et signal der betyder "det du gør lige nu er rigtigt og belønning er på vej".
   Jackpot
Gør hunden et stort fremskridt, så klik ikke flere gange, giv i stedet hunden en ekstra god belønning (jackpot). Det kan være ekstra mange godbidder (en lille håndfuld - gerne givet én ad gangen hurtigt efter hinanden, så føler hunden, den virkelig får mange), særlig overlækre godbidder eller en leg med noget rigtig sjovt legetøj. Lad hunden holde en pause inden du går videre.
   Ignorer uønsket adfærd
Gør hunden ikke det, du ønsker, så ignorerer du den bare. Vend ryggen til og prøv igen efter et par sekunder. Er du i tvivl så lad være med at klikke og belønne. Hunden vil ofte stramme sig an og prøve endnu hårdere, når det ikke lykkedes for den at udløse en belønning. Lykkes det ikke hunden at få dig til at klikke (+godbid) flere gange i træk, er det dig der sætter for høje krav. Slæk lidt på dine krav og prøv igen. Straf ikke hunden på anden måde end ved at undlade at klikke og belønne. Fysisk afstraffelse er unødvendigt og fører kun til frygt og ubehag.
   Varieret belønning
Brug gerne forskellige former for belønning. Belønningen skal dog altid være noget hunden sætter højt og gerne vil opnå. Overrask hunden med nye belønningsformer eller andre (overlækre) godbidder, når den gør noget ekstra godt. Når hunden har lært en adfærd, bibeholder du den bedst ved også at variere, hvornår du belønner.
   Delmål i træningen
Øg dine krav langsomt og i små bidder. En øvelse som f.eks. apportering består af mange små delmomenter. Træn hvert delmoment for sig og sæt øvelsen sammen bagefter. Start med det sidste moment og sæt så det sammen med det næstsidste moment o.s.v. Dette kaldes også baglænskædning (backchaining). Andre øvelser, som f.eks. fremsending til et felt med dæk og indkald, kan sagtens trænes uafhængigt af rækkefølgen, men sættes stadig først sammen til den endelige øvelse, når alle delmomenterne er indlært.
   Sæt signal på
Når hunden af sig selv begynder at gentage en adfærd, kan du begynde at sætte signal (ord, håndbevægelse) på adfærden. Giv hunden signalet når den spontant udfører adfærden. Klik og beløn. Giv signalet lige idet hunden udfører adfærden, klik og beløn. Når hunde har forstået signalet for adfærden, stopper du med at klikke når hunden spontant tilbyder adfærden (med mindre det er det du ønsker),
   Husk godt humør
Træn kun når du er i godt humør ellers gå en tur med hunden i stedet for. Bliver du irritabel eller sur, så afbryd træningen med leg og stop dernæst træningen. Klikkertræning skal være sjovt for både hund og ejer. Når man er sur og irritabel, har man tit en tendens til at lade det gå ud over hunden. Det vil kun medføre at det gode forhold mellem dig og hunden ødelægges.

Gengivelse tilladt med kildeangivelse Anni Pedersen  www.hundesjov.dk

Til toppen af siden